SIGNE BECH SØHOLT

Dem vi var før

Marts 2021

”Jeg er ikke glad i det her hus.”

Nathja Alstrøm kigger sin mand i øjnene. De sidder sammen i stuens sofa, men afstanden mellem dem har aldrig føles større.

Det, der skulle have været deres første rigtige hjem sammen, føles to år senere mere som et hus, de er gæster i. Lige pludseligt kunne de ikke længere finde hinanden i den gamle villa. Deres dybe forbundethed og den forelskelse, som bragte dem sammen i deres ungdomsår, er uden for rækkevidde, og de har ladet sig separere.

Beslutningen omat købe huset i Smørum var groet ud af et ønske om at give deres søn den opvækst, de begge ser tilbage på med en varm følelse af nostalgi og taknemmelighed. Dengang var de taget sammen hjem fra USA, hvor de havde boet og rejst i over et halvt årti. Nathja var gravid. For dem betød det, at eventyret nu var slut. Nu skulle de hjem til provinsen – hjem til madpakker, institutionsliv og ni-til-fire-job.

Men som de sidder og kigger på hinanden i det dæmpede lys, virker det ønske mere som en illusion om et liv, det ikke er meningen, de skal leve. En illusion, der er ved at koste dem deres ægteskab. De savner at rejse. De savner at leve den drøm, de sammenudlevede i USA. Huskøbet havde gjort, at økonomien ikke længere muliggjordedét.

Aftenens mørke omslutter huset, mens Nathja afventer svar fra sofaens anden ende. Hun ved, at Nicolai heller aldrig er faldet til. De er ikke længere dem, de var, før de købte huset. Nu skal de finde ud af, hvordan de kan blive de mennesker igen.

Det liv vi drømmer om

Fra den første samtale om at sælge huset til de fik det solgt, gik der kun få måneder. Nathja og Nicolai var blevet enige om, at de ønskede, at deres liv sammen som familie skulle lykkes. Men de var på samme tid klar over, at de ikke levede det liv, de drømte om – og at de to ting hang kompromisløst sammen.

I løbet af foråret 2021 kigger den lille familie på lejligheder i København. På den måde vil de være tæt på deres familier og måske endda frigøre nogle penge til deres rejsedrømme.

Lejlighedsjagten bærer imidlertid ikke frugt. Noget er begyndt at spire inde i Nathja. Hun vil flytte i autocamper igen – på fuld tid. Nicolai er skeptisk og kan ikke forestille sig, at det vil kunne lade sig gøre, når først man har fået børn. Ifølge ham kunne den drøm ikke forenes med et moderne familieliv.

Som månederne går, er Nathja ihærdig med sin mission om at modbevise Nicolais skepsis. Hun viser ham eksempler på familier, der lever i autocamper på fuldtid og sender ham rejseguides og køreplaner. Først da de lufter idéen om at flytte i bil til Nicolais mor, og han hører sine egne skeptiske ord i hendes mund, bliver han klar over, at han har lyst til at modbevise sig selv.

”Hvad er egentlig det værste, der kan ske?” spørger Nathja ham.

”Vi kan jo bare flytte hjem igen.”

Foråret efter begyndte de at bygge deres nye fælles hjem. Det var ikke nemt at installere el, skære plader til og montere gasovn med et blebarn i den ene arm. Nicolai havde fået en aftale i hus om at arbejde online på fuldtid, men det betød dog stadig, at han måtte forlade projektet flere gange om dagen. Til trods for dét, stodder en færdigombygget van på bare 21 dage.

Ikke længe efter var de på vej ned ad E45.

En ny hverdag

Nu, tre år efter, har familien besøgt 32 lande og kørt 85.000 km.

De vågner med lyset, og Nicolai bruger morgenen med Nohr, før han sætter sig ud i en campingstol med sin computer og stempler ind på arbejdet. Imens bruger Nathja og Nohr tiden på at udforske omgivelserne, som ofte har ændret sig i løbet af nattens køretur. Henad eftermiddagen kobler Nicolai sig til, og den lille trio bruger resten af dagen sammen. 

Nohr har på den måde en barndom, hvor han på intet tidspunkt ufrivilligt er adskilt fra sineforældre – et ønske, Nathja og Nicolai har haft, siden Nohrs start på institutionslivet, hvor vuggestuen var forbundet med hjemve og ulykkelige afskedsritualer.

Efter de kørte fra Danmark, er de blevet bekræftet i, at deres krise som par og familie mest af alt handlede om de omstændigheder, de befandt sig i. Det handlede om, at de skulle finde det, der gjorde dem forbundet som familie. Hvad deres prioriteterskulle være. De ville rejse, og de ville bruge så meget tid sammen som muligt. At turde realisere dét – og dermed dem selv som individer – blev deres fælles redning.

Kunsten at tilpasse sig

Familien prioriterer at parkere deres hjem-på-hjul i naturen. Dog gør omstændighederne, at de af og til må overnatte på mindre inspirerende asfalterede parkeringspladser. Eller på campingpladser, som de ellers undgår, fordi det for dem bliver for trængt.

En undtagelse er dog, når de skal mødes med andre rejsende familier. 6-årige Nohr er nemlig ved at få en alder, hvor behovet for legekammerater vokser. Derfor prioriterer Nathja og Nicolai at mødes med de danske familier, de gennem årene har mødt på de europæiske landeveje. Her kan de også udveksle erfaringer med de andrerejsende – om gode parkeringsområder, spændende lande og tips til hjemmeskoling.

Til august skulle Nohr nemlig rigtigt have begyndt i børnehaveklasse. I stedet bliver han undervist af sin mor og far – interessebaseret læring. Nohr tæller og plusser med sine Pokemons og lærer at tænke problemløsende ved at bygge kuglebaner på stranden. To gange om året skal der være tilsyn med Nohr for at bekræfte, at han lærer tilsvarende hans jævnaldrende hjemme i Danmark.

Nathja er fortrøstningsfuld. Hun ser, hvor kreativ og nysgerrig Nohr er blevet ved at modtage denne interessebaserede læring. Men hun er også villig til at lægge undervisningen om, hvis det bliver nødvendigt. Nicolai og hun er løbende opmærksomme på, om de imødekommer Nohrs faglige og sociale behov – både ved at observere ham og ved at snakke med ham.

”Vi har heldigvis en søn, som er rigtig god til at give udtryk for, hvad han trives i,” fortæller Nicolai.

Drømme for fremtiden

Nathja og Nicolai har lovet sig selv og hinanden, at de aldrig må stoppe med at drømme. De er klar over, at ikke alle bolde, der kastes i luften, kan gribes, men på samme tid er det de elsker allermest ved deres familie, at de tør drømme stort.

Lige nu bliver der brygget på en idé i kredsen af rejsende familier, som Nathja, Nicolai og Nohr har mødt på farten. Det vil danne et rejsende bofællesskab. Rammerne skal endnu udformes, men familierne håber på, at det vil skabe gode muligheder forat rejse, opleve og hjemmeskole i fællesskab.

På samme tid tænker familien Alstrøm ikke meget mere end et par måneder frem. Nye drømme udformer sig hele tiden af nye oplevelser, og om de næste år skal leje en skihytte i Norge, køre til Asien eller få barn nummer to, er endnu ikke besluttet. Hvis de har lært noget af deres valg om at flytte fuldtid på fire hjul, så er det vigtigheden af at mærke efter, om de stadigvæk trives, hvor de er. Om de stadigvæk lever det liv, de drømmer om.

”Mest af alt drømmer jeg bare om, at min søn er glad og trives. Den dag, det ikke længere er realiteten, mens vi rejser, så tager vi hjem igen,” siger Nicolai.

Nathja stemmer i:

”Hvis ikke det fungerer for én, så fungerer det ikke for alle.”